Midtbanespilleren Arthur har igennem et stykke tid været rygtet væk fra Barcelona, og nu skriver den katalanske avis Mundo Deportivo, at Barcelona har givet Juventus lov til at gå i direkte dialog med brasilianeren.
Under normale omstændigheder ville Barcelona, ifølge Mundo Deportivo, aldrig give tilladelse til, at en anden klub kunne forhandle med en Barcelona-spiller, som ikke er decideret sat til salg.
Kan ikke tilbyde lønforhøjelse
I Barcelona har man dog indset, at det i sidste ende muligvis kan give bedst mening at sælge den 23-årige Arthur.
Brasilianeren kom til Camp Nou som 21-årig, og fik på daværende tidspunkt en kontrakt med en relativt lav løn i forhold til holdkammeraterne. Arthur ønsker derfor at få en lønforhøjelse, men det kan Barcelona, på grund af coronapandemiens medfølgende økonomiske problemer, ikke tilbyde.
I Juventus er situationen dog en anden. Italienerne er klar til at tilbyde Arthur en væsentligt bedre løn, end den han får nu i Barcelona. Det hænger blandt andet sammen med, at Arthur i det nordlige Italien kan nøjes med at betale 30 procent i skat, mens han i Katalonien betaler 48 procent.