Video : Tipsbladet
Superliga

Jubler over indkøb: Har været bedre end forventet

FC Midtjylland-boss jubler over midtbanespiller, som ser rigtig god ud i træning.

Superliga-klubben FC Midtjylland har noget af et efterslæb i Superligaen, hvor man indleder foråret på en skuffende syvendeplads. 

Samtidig kommer man fra et transfervindue, hvor det vil være forkert at sige, at det hele lykkedes - eksempelvis fik man ikke indkøbt den angriber, man håbede på, og måtte i stedet leje 25-årige Astrit Selmani, som godt nok gjorde det fint i svensk fodbold, men som også har haft det svært på det seneste i det israelske.

Alligevel er administrerende direktør Claus Steinlein begejstret for sine nye spillere. Især ham, der spillede efteråret i OB.

Det fortæller direktøren i podcasten Sort Snak.

- Gigovic er kommet ind, og han har været virkelig god. Da vi købte ham, troede vi, han var god, men han har været bedre end forventet. Han har gjort det godt til træning, siger Claus Steinlein til Sort Snak og tager selv fat i de to andre nyindkøb Emam Ashour og Astrit Selmani:

- Emam, jo hurtigere han kan vende sig til europæisk fodbold, jo hurtigere får vi en spiller på en meget høj hylde. Han har kulturen som udfordring, og det er jo derfor, at vi kan hente ham. Det er vi gode til. Det har vi trænet med nigerianerne og brasilianerne, så det forventer vi at kunne lykkes med.

- Og så er der Astris, som var god i Sverige. Alle tre tror jeg faktisk vil kunne overraske, og gør bare to ud af tre det, vil det være positivt, siger FCM-direktøren videre.

FC Midtjylland indleder forårssæsonen allerede på torsdag, hvor man møder Sporting CP i Europa League, inden der den efterfølgende mandag venter en udekamp mod Viborg FF i Superligaen.