Jesper Grønkjær savner spillet

»Så når man snakker om at stoppe på toppen, så ja... men det er bestemt ikke noget, vi eller tilskuerne skal sidde og bestemme. Hvorfor skal man smide noget væk, der fungerer godt? Det er lidt det samme med Lars Jacobsen. Han har også været bedre, men han har stadig et højt niveau, han er landsholdsspiller. Men sådan fungerer det i medierne, også den arbejdsplads jeg er på, vi er hurtige til at sige, at han er ved at være gammel, slutdatoen nærmer sig, og så får det et lidt negativt skær, men det behøver det ikke at være. Da jeg selv gik med tankerne sagde alle jo: Spil til du ikke kan mere, og pointen er, at hvis jeg ikke havde haft den skade, så havde jeg nok spillet videre. Men det er en beslutning, man selv skal tage.«

»Jeg sparrede med utrolig mange om min beslutning, først og fremmest med familien men også med CV, med Ståle, med kammerater der har været med hele vejen og kender det indefra. Alle mulige, selv ældre spillere, og det er måske lidt komisk, for der var jo ikke nogen, der havde det ligesom mig. Man vil jo gerne have svaret fra andre, men det fik jeg ikke. Men nej, jeg har ikke fortrudt det, men dermed ikke sagt, at jeg ikke har savnet det, for selvfølgelig har jeg det.«

»Men det er i momenter. Selvfølgelig tænker jeg dagligt på fodbold, men jeg tænker ikke længere dagligt på mig selv som fodboldspiller. Jeg drømmer heller ikke om det om natten. Men jeg savner det da, når jeg skyper med dem nede fra La Manga. Hele det sociale aspekt. Jeg kan også godt savne at spille fodboldkampene. Men jeg er fuldstændig afklaret med, hvorfor jeg ikke spiller fodbold i dag. Det var jo heller en beslutning, der blev taget i løbet af en nat. Det var en beslutning, der var for og imod rigtig mange gange helt ind til dagene op til, men jeg kunne godt mærke, hvad vej det gik.«

»Min lidenskab var stadig intakt, og det er vigtigt, for man skal synes, at det er rigtig fedt at gå til fodbold. Selv om det er ens erhverv, er det jo også stadig væk ens hobby. Det er det, der driver det. Den barnlige glæde i et ekstremt ligamiljø. Jeg skulle synes, at det var sjovt at være i omklædningsrummet, at der var udfordringer, at man blev presset til det yderste af træneren og medspillerne, og det blev jeg, og det kan jeg godt savne.«

»Men jeg savner ikke at have ondt i ryggen. Jeg savner ikke at have ondt i knæene. Jeg savner ikke at mangle overskud i hverdagen. Og der var perioder, hvor jeg følte, at jeg stod helt ude på kanten af vippen, lige før jeg faldt forover. I de perioder kunne jeg ikke mere, mens jeg i andre, som det sidste halve år, spillede stort set alle kampe.«

Og i den periode oplevede Jesper Grønkjær noget helt uventet, noget han havde forsvoret skulle ske efter årene i Ajax, Chelsea, Birmingham, Atletico Madrid og Stuttgart. Han fik pludselig udlængsel igen, for en dag ringede telefonen med et tilbud fra USA. Og der kom flere til i karrierens sidste måneder.

»Pludselig kom muligheden for eventyret, og det overvejede jeg da også. Det var fristende at gøre det, og det var også konkrete henvendelser fra USA, men efter at have tænkt over det, kunne jeg godt mærke, at mine prioriteringer i forhold til at gøre det ikke var rigtige. Det var ikke baseret på det fodboldmæssige, og så kunne jeg jo lige så godt tage på rejse et halvt år med familien i stedet for, hvis det var det, vi ville.«

»Men det kom da op, og jeg blev taget fuldstændig på sengen, for det havde jeg slet ikke forestillet mig. Jeg havde ikke haft nogen agent, siden jeg kom hjem til Danmark igen, og jeg havde ikke selv været aktiv i det, hvilket nok ellers ville være typisk, når man nærmede sig de 34, men sådan var det. Telefonen ringede og man har en gammel drøm, men det var ikke af de rigtige grunde.«

Så Jesper Grønkjær sagde i stedet stop og gjorde det med en mindeværdig kamp mod sin gamle klub AaB foran 27.000 tilskuere i Parken, med en flot scoring [karrierens nummer 45 i 400 ligakampe, heraf som smuk symmetri de 200 i Superligaen], med en mirakelredning fra nedrykning for de gamle venner fra Aalborg, med sportsdirektør Lynge Jakobsen på sidelinjen med blomster til sin gamle stjerne og med afsluttende hyldest på scenen til guldfesten efter det fjerde danske mesterskab.

Læs mere på næste side.