Generelle

Dansk sommer med Liverpools rekordkøb

Han er Liverpools nye rekordindkøb til en værdi af 300 millioner kroner. Til sommer skal han bo i Vejle. Navnet er Andy Carroll.

Mandag aften gik den 22-årige engelske angriber Andy Carroll på få timer fra at være et feteret stortalent i Premier League til en vaskeægte superstjerne. Carroll, der inden i mandags var en af Premier Leagues mest eftertragtede unge spillere, skiftede fra Newcastle til Liverpool for en astronomisk sum på 300 millioner kroner - og pludselig en superstjerne født. Til sommer rejser han - efter al sandsynlighed - med det engelske U/21-landshold til EM-slutrunden i Danmark, hvor han uden tvivl vil blive en af turneringens største profiler. I hvert fald uden for banen.

Læs også: Andy Carroll præsenteret i Liverpool

- Andy har taget skridtet op til superstjernestatus, og det betyder meget for os rent markedsføringsmæssigt. Det er en fantastisk historie, og vi sidder og gnider os i hænderne over den, siger turneringsdirektøren for U/21-EM, Christian Bordinggaard, til tipsbladet.dk.

U/21-EM sparkes igang den 11. juni, hvor Hviderusland møder Island. Men allerede dagen efter eksploderer turneringen med en storkamp mellem Spanien og England. Et opgør, der sandsynligvis kan byde på store navne som FC Barcelonas Sergio Busquets, Atletico Madrids David De Gea, Arsenals Theo Walcott og altså den nyudnævnte Liverpool-stjerne Andy Carroll.

Læs også: Carroll føler intet pres

- Vores slogan er "stars of today - superstars of tomorrow", men det ser ud til, at nogle af de helt store stjerner kommer til Danmark. Det giver os nogle muligheder for at markedsføre turneringen med historier om lige præcis de store stjerner. De historier kan få sat gang i den gode spiral, og det kan blandt andet gøre det nemmere at fylde vores stadions, forklarer Christian Bordinggaard, der har en lille bøn til de kommende måneder.

- Jeg håber da, at flere spillere eksploderer på stjernehimmelen i løbet af foråret, bedyrer han.

Andy Carroll og resten af det engelske landshold skal til sommer bo i Vejle og træne i Fredericia, mens holdets gruppekampe spilles i Herning og Viborg. U/21-EM afholdes fra den 11. til den 25. juni. Billetsalget starter 15. februar.