Video : Tipsbladet
Superliga

16-årigt OB-talent fik 15 minutter i testkamp: En megafed oplevelse

Gustav Grubbe har haft et par dage, han ikke kommer til at glemme lige foreløbig.

OB-talentet fejrede søndag sin 16. fødselsdag, og mandag eftermiddag fik han uofficiel debut for OB, da han spillede de sidste 15 minutter imod Legia Gdansk.

Det var en stor oplevelse for den unge højreback, der også kunne mærke, at tempoet var noget højere, end han er vant til. Det fortæller han til OB’s hjemmeside.

- Det var en megafed oplevelse at spille for førsteholdet. Jeg fik ikke så lang tid på banen, og jeg havde bare fokus på, at give den 100 % i alle aktioner, jeg kom i. Tempoet var vildt højt, så selvom jeg kun spillede 15 minutter, så var det næsten ligesom at spille en hel kamp på mit eget niveau - det var fandeme hårdt, siger Grubbe, der tilføjer, at spilletiden kom bag på ham:

- Jeg havde slet ikke regnet med, at jeg skulle ind i dag. Jeg vidste, at jeg skulle holde mig klar, hvis muligheden pludselig opstå, men at jeg i dag har spillet for OB’s førstehold i en træningskamp havde jeg ikke turdet tro på. Det er kæmpestort for mig.

Foruden Grubbe fik 16-årige Daniel Obbekjær også spilletid, da han spillede de sidste 20 minutter af kampen.

De to talenter kan komme i aktion igen, når OB allerede tirsdag spiller mod østrigske Rapid Wien.