FCK-dynamo: Bliver gerne, men helst udlandet
Illustration
Superliga

FCK-dynamo: Bliver gerne, men helst udlandet

Thomas Kristensen håber at kunne skifte til udlandet, når kontrakten med FCK udløber til sommer, men det kan blive til endnu en forlængelse med københavnerne.

Thomas Kristensen er den nuværende FC København-spiller, der har været længst tid i klubben i streg. Til sommer er det seks år siden, at manden, de kalder TK, blev hentet til hovedstaden fra FC Nordsjælland, og det er samtidig her, hans kontrakt nummer to med klubben udløber.

Om det også skal blive til en tredje kontrakt for den nuværende backup til den centrale midtbane er endnu uvist. For selvom Thomas Kristensen sagtens kunne se sig selv fortsætte i den hvide trøje, så trækker drømmen om udlandet.

- Jeg har ikke lagt skjul på, at min førsteprioritet er at se, om jeg kan komme til udlandet. Det er det, vi arbejder på, men dermed ikke sagt, at FCK eller andre klubber i Danmark er udelukket.

- Jeg er bekendt med, at vi er derhenne af, hvor der nok snart kommer til at ske et eller andet. Hvad angår FCK, så har Ståle og jeg snakket om, at vi tager en dialog, når sæsonen er slut. Men det kan jo også være, de kommer med noget i morgen. Det er et spørgsmål om, hvor lang tid de har lyst til at vente, siger Thomas Kristensen til tipsbladet.dk.

I vinter forlød det, at norske Strømsgodset var en tur i København for at tale med Ståle Solbakken om netop Thomas Kristensen som en afløser for Stefan Johansen, der var ønsket i FCK, men endte i Celtic. Hverken ‘TK’ eller hans agent hørte dog fra den norske klub, men et skifte til en klub i Skandinavien er slet ikke udelukket.

For Thomas Kristensen er den økonomiske del af en ny aftale dog også et parameter at tage med.

- Jeg er ikke kræsen. Jeg er rimelig åben for det meste. Det kan være Norden, Kina, USA eller andre europæiske ligaer. Det skal være et godt match for mig og min familie. Jeg ville også være idiot, hvis jeg sagde, at det ikke spillede ind, hvis man kunne lave en økonomisk god aftale et sted. Og der er nogle ligaer, hvor der er mulighed for at tjene lidt flere penge end i andre, siger Thomas Kristensen.

Hvornår fremtiden for Thomas Kristensen er på plads, ved han ikke. Men intet tyder på, at han laver en ‘Lars Jacobsen’ og melder et definitivt brud med FC København ud inden længe.

- Naivt håber jeg, det sker i løbet af et par uger, men man ser bare ikke så mange handler på denne tid. Jeg tror, vi skal et godt styke derudaf endnu. Hvis jeg var en angriber, der lavede 20 mål, så ville klubberne stå linet op. Det kan godt være, jeg er på listen hos nogle klubber, men det kan også være, de har nogle andre prioriteter, de går efter først. De kan ikke alle sammen få deres drømmespiller, og så er jeg måske lidt længere nede på listen. Jeg ville blive overrasket, hvis det hele lå klar om et par uger, siger Thomas Kristensen.