Superliga

Lyngby vil forstærke sig

Lyngby håber på forstærkninger i det kommende transfervindue efter overlevelsen i Superligaen. Men lige nu er der flere spørgsmål end svar.

På den ene side er man i Lyngby meget lettede over at overleve i Superligaen. På den anden side ved man, at arbejdet med henblik på at overleve i Superligaen til næste sæson først begynder nu.

- Der er ikke gået mere end 48 timer, siden vi reddede os, og vi er først ved at få klarhed over en masse ting nu. Det, at vi skal spille i Superligaen næste år, gør, at vi har et større økonomisk råderum, men vi skal samtidig også vise økonomisk ansvarlighed. Vi må drive denne klub, som vi har gjort de senere år, siger sportschef Birger Jørgensen til tipsbladet.dk.

Lyngbys direktør Birgit Aaby var efter 2-0-sejren over OB ude og sige, at man nu kan tillade sig at kigge efter forstærkninger, og den er Birger Jørgensen med på.

- Ja, der går jeg ud fra, at jeg som sportschef har en del at sige. Vi vi gerne forstærke truppen og vil prøve at forstærke den på alle leder og kanter. Men der er ting, som skal falde på plads først. For det første skal vi finde ud af, hvem som træner holdet, så han kan være med til at udpege forstærkningerne, siger Birger Jørgensen.

Endnu er det ikke afklaret, om Niels Frederiksen fortsætter som Lyngby-træner, selvom chancerne for det er blevet bedre, efter at overlevelsen i Superligaen blev sikret.

Det er heller ikke sikkert, at to af de offensive profiler, Bajram Fetai og Peter Madsen, fortsætter. Madsen er kun på en lejeaftale fra Brøndby, mens Fetais kontrakt udløber nu.

- Men det er spillere, vi gerne vil beholde, for de har spillet deres rolle i, at vi overlevede. Ellers er det svært at side, hvad der kommer til at ske i det næste transfervindue, siger Birger Jørgensen.

Den anden vej ud synes det sikkert, at Kim Aabech forlader Lyngby. Han har tidligere fået lov til at forhandle med både Randers og AGF, men det er indtil ikke blevet vekslet til en kontrakt.

- Om Kim Aabech er her i næste sæson, vil jeg helst ikke kommentere på, siger Birger Jørgensen.

Om den vanvittige sæsonafslutning, hvor Lyngby først reddede sig i sidste spillerunde, siger sportschefen:

- Vi føler en stor stolthed over det. Det er meget hårdt som yo-yo-klub at spille om op- eller nedrykning de fleste år. Det er ikke noget, jeg ville ønske for min værste fjende, selvom jeg godt ved, at nogen siger, at det er med til at sælge varen.