Det lignede, at en gruppe af udenlandske investorer med Tom Vernon, tidligere Manchester United-scout, i spidsen skulle overtage Randers FC, men mandag kunne Randers fortælle, at forhandlingerne brød sammen.
I stedet er det så FC Nordsjælland, der får udenlandske ejere, idet klubben tirsdag på et pressemøde 14.30 kunne bekræfte, at den udenlandske investorgruppe har købt aktiemajoriteten i klubben - alle Allan K. Pedersens aktier.
FC Nordsjællands ejer Allan K. Pedersen bekræftede på pressemødet, at en gruppe med Tom Vernon i spidsen, der også har projektet Right to Dream, har overtaget alle aktier, og Allan K. Pedersen har dermed været i stand til at sælge klubben - noget han muligvis har været interesseret i gennem længere tid.
Kasper Hjulmand overtager cheftrænerposten - hele trænerteamet med Olafur Kristjansson er blevet fyret.