Video : Tipsbladet
Superliga

Vildt: Seerne flygter fra FC København

Superligaen har oplevet en stor seernedgang i sæsonens første 11 runder. Værst er det gået ud over FC København.

Danmark er blevet genåbnet, og tilskuere strømmer til de danske fodboldstadions. Det har dog sine konsekvenser på antallet af TV-seere, og her har Superligaen i denne sæson oplevet en markant nedgang. 

Sammenlignet med de 11 første runder i sidste sæson har Superligaen mistet mere end én million TV-seere. Værst er det gået ud over FC København, som i de første 11 runder har mistet mere end en halv million seere. Det skriver Ekstra Bladet. 

Hvor der i gennemsnit sad 158.000 og så FCK's første 11 kampe i sidste sæson, så er tallet nu nede på 106.000. En mærkbar forandring, som også betyder, at Løverne ikke længere er seernes mest foretrukne hold. Det er i stedet Brøndby, der med sine i snit 136.000 seere nu trækker det klart største læs. 

AaB har nydt stor succes på banen, hvor holdet i denne sæson er "best of the rest" med sin placering på tredjepladsen. Det er dog ikke noget, som tiltrækker seere - tværtimod. Nordjyderne har mistet 300.000 seere sammenlignet med sæsonstarten i sidste sæson. 

Udover genåbningen kan faktorer også være, at seerne er mere mætte på grund af en EM-slutrunde samt et sent OL i Tokyo. Derudover har det stor betydning, om det er YouSee- eller Discovery-regi, at kampene bliver sendt. Discovery sender en tredjedel af kampene, men har kun fat i hver sjette TV-seer.