Generelle

”Jeg vil stadig helst være træner”

Tommy Møller Nielsen ser både gode og dårlige sider af sit job som fodbolddirektør i israelske Maccabi Nethanya, hvor han dagligt arbejder sammen med den tyske legende Lothar Matthäus.

”Allerede da jeg tog jobbet, var det en af mine største bekymringer. Jeg har to drenge på 12 år, som jeg har været utroligt meget sammen med tidligere. Det er ikke sjovt at sige farvel til dem og ikke have muligheden for at være sammen med dem til dagligt. Ind i mellem må man tage nogle chancer i livet, og det har jeg gjort med jobbet her.”

Kontrakten med Maccabi Nethanya løber i to år men har et ekstra år føjet til som option.

”Nu får vi at se, hvordan det går. Et er jobbet, noget andet de private hensyn,” siger han.

Bud efter Tobias Grahn
De mange års uroligheder i jødernes land lader sig også mærke, når Tommy Møller Nielsen forhører sig på nye spillere - i hvert fald i Europa.

”Der er kæmpe stor forskel på, om du befinder dig nord eller syd for Israel. I nord er det som om, at folk er lidt bange for, hvad der sker i Israel. Syd for Israel er der slet ingen, der bekymrer sig om den slags. Det kunne være fint at hente nogle skandinaviske spillere til klubben, men med frygten for urolighederne og lønningsniveauet taget i betragtning, kan det blive svært. Lønniveauet ligner Danmarks, så det er på ingen måde som i eksempelvis De Forenede Arabiske Emirater, hvor guldet flyder.”

Tommy Møller Nielsen har allerede forsøgt at skaffe skandinaviske kræfter til klubben i form af en gammel kending af dansk fodbold. Den tidligere Lyngby-, AGF- og OB-spiller Tobias Grahn, der i øjeblikket rygtes til FC Nordsjælland, blev i september kontaktet og stillet en kontrakt i udsigt.

”Det er rigtigt, at vi forsøgte at få Tobias. På det tidspunkt manglede vi præcis en type som ham til at ligge lige bag angriberne. Vi fik en god og fornuftig dialog med hans agent, men vi taler om en spiller, der trods alt spillede 13 kampe i Bundesligaen i sidste sæson, så vi var godt klar over, at det springende punkt, kunne blive økonomien. Samtalerne foregik i en god tone, men til sidst måtte vi sande, at vores budget ikke er stort nok til at hente ham.”

Tommy Møller Nielsen nyder indtil videre landet, arbejdet i klubben og dagligdagen blandt et folk som han betegner som emotionelt og utålmodiget, men én ting er specielt vitalt for ham.

”Bare der er nok at se til, nu når jeg er alene hernede. Det er vigtigt.”