Anderlecht tæt på gigantindkøb
Illustration
Benelux

Anderlecht tæt på gigantindkøb

Anderlecht er tæt på at kunne præsentere Steven Defour som ny mand i klubben. Den belgiske landsholdsspiller skifter fra FC Porto.

De belgiske mestre Anderlecht ventes snart at kunne præsentere en markant forstærkning forud for den nye sæson. Steven Defour er nemlig på nippet til snarest at skifte fra Porto til Anderlecht til en transfer, der har en værdi af 44 millioner kroner, hvilket vil være rekord for hele ligaen. Det skriver goal.com.

Den tidligere Standard Liege-profil har været i Porto i tre sæsoner og har i alt optrådt for den portugisiske klub i 111 kampe. Den 26-årige midtbanespiller var også sat i forbindelse med et skifte til PSV, men har nu prioriteret et skifte hjem til Belgien.

Defour var desuden en del af den belgiske VM-trup, der i løbet af sommeren nåede kvartfinalen i Brasilien. Han nåede dog kun 44 minutters spilletid, da han blev udvist i Belgiens tredje og sidste gruppekamp mod Sydkorea.

Anderlecht mangler endnu at bekræfte transferen.