Christian Eriksen-temaet lukket i Dortmund
Illustration
Bundesliga

Christian Eriksen-temaet lukket i Dortmund

Christian Eriksen skal ikke til Dortmund. Det mener i hvert fald flere tyske medier. Skiftet er stendødt, og Dortmund kigger på andre alternativer.

I mandags forlød det, at Christian Eriksen var meget tæt på at gennemføre sit skifte fra Ajax Amsterdam til Borussia Dortmund. Sportsdirektør Michael Zorc undrede sig offentligt over historierne, der blev fremført af primært tyske og engelske medier, og senere viderebragt i både Danmark og Holland.

Nu kan det imidlertid vise sig, at det er det helt omvendte, der rent faktisk er tilfældet. I hvert fald skriver fodboldmagasinet Kicker, at Eriksen er et lukket kapitel for Dortmund. Han var én af flere kandidater på en liste over interessante navne, men han skulle nu være blevet vejet og fundet for let.

Lokalavisen Ruhr Nachrichten skriver da også, at Dortmund aldrig har afgivet et konkret bud på Eriksen, som træner Jürgen Klopp fra tilskuerpladserne i Parken så falde helt sammen med det danske landshold den 11. juni i 0-4 nederlaget til Armenien.

Til gengæld er Dortmund åben om deres interesse for Chelseas Kevin de Bruyne, der sidste år var lejet ud til Werder Bremen og gjorde det godt i Bundesligaen.

Det hele handler om at finde en afløser for Mario Götze, der er skiftet til Bayern München, og De Bruyne er ikke det eneste alternativ. Bild nævner Atletico Mineiros Bernard, hvis prisskilt på 20 millioner euro skulle være fundet for dyrt. I stedet skulle de nu gå efter Romas Miralem Pjanic, der "kun" koster 14 millioner euro.

Den store tyske boulevardavis nævner i øvrigt ikke Eriksen med et ord i artiklen, hvor de sætter De Bruyne, Bernard og Pjanic i forbindelse med Dortmund-jobbet som Götzes afløser. Og det selv om Eriksen kun menes at koste en enkelt million euro mere end Pjanic.