Bundesliga

Silkeborg færdig med løntunge Bonaldo

Bo Nielsen har hævet sin sidste check hos Silkeborg, hvor han ikke har spillet i flere år. Klubben sparer ifølge B.T. 65.000 kroner om måneden for løn til angriberen.

65.000 kroner om måneden. For ingenting. Sådan har forholdet mellem Bo Nielsen og Silkeborg formet sig gennem de seneste sæsoner, efter at angriberen røg i unåde hos træner Viggo Jensen.

Men nu er Bo Nielsens kontrakt løbet ud, så Silkeborg sparer en betydelig post på klubbens lønbudget. Og pengene kan sagtens bruges andetsteds.

- Vi har nogle forskellige ideer, der kan løfte vores lønbudget lidt udover den løn til Bo Nielsen, som vi nu sparer. Umiddelbart kigger vi ikke på at sælge spillere – udover Henrik Ipsen, der er røget til SønderjyskE, og vi vil gerne beholde Jonas Troest, hvis kontrakt udløber til sommer. Vi vil gerne skaffe os råd til at få to kvalitetsspillere ind på holdet her i vinterpausen, men vi vil ikke sprænge lønbudgettet, for vi vil under ingen omstændigheder risikere at få underskud, siger Silkeborgs bestyrelsesformand Kent Madsen til B.T.

Silkeborg overvintrer på en niendeplads i SAS Ligaen med 20 point i 20 kampe og fire point ned til AGF under nedrykningsstregen.

- Vi skal have to folk, der har klasse og overskud til at give deres medspillere noget og som kan løfte holdet. Holdet er for ustabilt, selv om det selvfølgelig har det været medvirkende med de mange skader i efteråret. Vi har masser af unge spillere med potentiale, men vi mangler altså noget, siger Kent Madsen.

"Bonaldo" spillede senest for Silkeborg i sæsonen 2002/03. Han nåede 44 kampe i SAS Ligaen for klubben og scorede 16 mål.