Kenneth Zohore kan blive lejet ud
Illustration
Serie A

Kenneth Zohore kan blive lejet ud

19-årige Kenneth Zohore kan meget vel blive lejet ud i løbet af sommeren. Konkurrencen i Fiorentina er for stor, og kommer der en seriøs henvendelse, er Zohore-lejren åben.

Kenneth Zohore viste i U/19-landskampene, at han har udviklet sig meget på halvandet år i Fiorentina, og den 19-årige dansker er blevet meldt interessant for klubber som FC Nordsjælland og Arminia Bielefeld i Tyskland.

De to og andre interesserede klubber skal dog i første omgang ikke gøre sig forhåbninger om andet end en lejeaftale, for Zohores kontrakt løber til sommeren 2015, og lige nu er en udlejning et meget sandsynligt scenarie.

- Fiorentina har en plan med Kenneth. Jeg har talt med klubbens tekniske direktør, og han siger, de vil overveje at sende ham ud på lån, hvis den rigtige klub kommer med en seriøs henvendelse. Der er stor konkurrence om pladserne på Fiorentinas førstehold, og hvis vi skal være ærlige, er chancerne for at få spilletid meget små, siger Zohores agent Darryl Powell til tipsbladet.dk.

Agenten ønsker ikke at komme ind på, om der er hold i FC Nordsjælland og Bielefelds interesse, og hvor de interesserede klubber i øvrigt stammer han. Han vil dog godt slå fast, at der er klubber, der løbende forhører sig på Zohore.

- Der er altid klubber, der er interesserede, men lad os nu se. Han kommer tilbage til træningen mellem den 1. og 10. juli, hvor han skal træne med førsteholdet. Og hvem ved? Pludselig kan der komme skader, og Kenneth kan gøre det så godt til træning, at træneren ikke kan komme uden om ham. Der er lang tid, til transfervinduet lukker. Men alle, der har set ham spille, kan se, at han er ved at udvikle sig til at blive den angriber, vi regnede med, han kunne blive for et par år siden. Alle kan se, hvor skarp han er, og at han udvikler sig godt. Og derfor kan det også være, det er det rigtige at leje ham ud, hvis den rigtige klub kommer, siger Powell.

Kenneth Zohore skal i Fiorentina kæmpe om angrebspladserne med blandt andre Stevan Jovetic og Adam Ljajic.