Video : Tipsbladet
Skandinavien

Tidligere FCM-spiller i stort salg til russisk klub

Kristoffer Olsson er tæt på at skifte fra sin svenske klub AIK til russiske FC Krasnodar, der betaler mere end 36 millioner kroner

Den svenske offensivspiller Kristoffer Olsson blev spået som et kæmpetalent, da FC Midtjylland hentede ham i den engelske storklub Arsenal i 2014. Man så da også prøver på svenskerens kunnen, men i januar 2017 gik den ikke længere, og han skiftede til hovedstadsklubben AIK i hjemlandet.

Her fandt han til gengæld melodien fra dag ét, og han har de sidste to år udviklet sig til at blive en stor stjerne i den bedste svenske række. Og det kaster nu et stort salg af sig til en af de større klubber i russisk fodbold.

Ifølge den svenske avis Expressen bliver Olsson nemlig solgt til den russiske klub FC Krasnodar, og AIK tager sig godt betalt for den i dag 23-årige kreative midtbanespiller. Prisen lyder nemlig på 50 millioner svenske kroner, eller cirka 36,5 millioner danske kroner.

AIK kan dermed forventes at tjene en god skilling på Kristoffer Olsson, som de næppe betalte så meget for at hente i FC Midtjylland. Der mangler ifølge Expressens oplysninger kun de sidste detaljer før skitet kan offentliggøres.