Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-træner: Det var en fantastisk respons

AGF revancherede sidste uges nederlag med en sejr over Brøndby IF. Cheftræner David Nielsen er stolt.

I sidste runde tabte AGF for første gang i sæsonen som det sidste Superliga-hold, men det var slet ikke et aarhusiansk mandskab, der var påvirket af det mod Brøndby IF.
AGF-spillerne var nemlig i hopla og leverede en stor præstation med de blå-gule, hvilket i sidste ende betalte sig af med tre point og en sejr på 3-2.

Den indsats imponerede David Nielsen, der var glad for at se sine tropper svare så prompte igen på årets første nederlag mod AC Horsens.

- I dag er det os, der har teten, og så er det dem, der skal jagte. Der er en stor forskel på de to ting. Det var en stor præstation af os, også fordi vi var skuffede, da vi tabte sidst. Det var en fantastisk respons. Det er det, der er vigtigt. Det er, hvordan man kommer tilbage efter et nederlag, siger David Nielsen til tipsbladet.dk.

AGF smed ellers en føring over styr to gange i kampen, men at de alligevel formåede at løbe med sejren, vidner om en stor mental styrke, forklarer David Nielsen.

- Det betyder ikke noget, når vi vinder kampen. Det er altid ærgerligt at indkassere mål, og derfor er det stærkt af os, at vi bliver ved med at spille godt. Det gjorde vi hele kampen, og det var dejligt at se.

AGF havde ellers lidt vanskeligheder ved at få bolden i kassen i starten af sæsonen, men de problemer ser foreløbig ud til at være væk med fem mål i de sidste to kampe. Samtidig ligger AGF nu nummer fire i tabellen.

- Jeg synes, der har været noget godt over os hele tiden, og nu er vi blevet mere effektive. Vi ved, vi kan score mål, og samtidig har vi en defensiv styrke. Vi er kommet op der nu, hvor vi kan se, at vi får noget ud af vores anstrengelser, men ellers kigger jeg ikke på tabellen, afslutter David Nielsen.