Eftertragtet svensker kender til dansk interesse
Illustration
Superliga

Eftertragtet svensker kender til dansk interesse

Den 23-årige svenske midterforsvarer Richard Magyar kender til den danske interesse, der er for ham. Men han vil ikke ud med, hvilken dansk klub der er efter ham.

I weekenden kom det frem, at Halmstads unge anfører, 23-årige Richard Magyar, tiltrak interesse fra en unavngiven dansk klub. Klubben bekræftede selv interessen for den talentfulde midterforsvarer, men fortalte desuden, at der endnu ikke var kommet et bud på svenskeren. 

Magyar selv er åben overfor et skifte til dansk fodbold. 

- Det er interessant for mig. Det er en god liga, så selvfølgelig er det interessant. Jeg synes, det vil være et godt skridt for mig og min udvikling at komme til den danske liga, som er lidt mere fodboldspillende, siger Magyar til tipsbladet.dk. 

Den svenske forsvarsspiller har spillet i Halmstad i hele sin seniorkarriere, og det er også blevet til kampe for det svenske U/21-landshold. Selv beskriver Magyar sig som en hård spiller.

- Jeg er en hårdtspillende forsvarsspiller med en god spilforståelse og er en god holdspiller, lyder ordene om ham selv.  

Richard Magyar kender den interesserede danske klubs navn, men han ønsker ikke at kommentere yderligere på det. Han bekræfter, at hans agent har snakket med klubben og åbner lidt af sløret for klubbens identitet adspurgt om den danske klubs placering i tabellen. 

- Ja, det er en klub, der har ligget i toppen og ønsker at ligge der, siger han. 

- Lige nu fokuserer jeg på Halmstad. Jeg har ikke modtaget noget konkret tilbud endnu, jeg ved bare, at interesseren er der. Vi må se, hvad der sker, siger Magyar til slut. 

Magyars kontrakt med Halmstad udløber efter sæsonen.