FCN-komet scorede igen: Har været tålmodig
Foto: Philip Davali/Polfoto
Superliga

FCN-komet scorede igen: Har været tålmodig

20-årige Emiliano Marcondes scorede for fjerde kamp i streg, og den talentfulde offensivspiller er lykkelig for gennembruddet.

Han har længe været et stort talent, men først her i foråret er det for alvor lykkedes for Emiliano Marcondes fra FC Nordsjælland. På det seneste har det 20-årige talent bidt sig fast på FC Nordsjællands hold, og tilliden har han i den grad betalt tilbage. 

Fire mål i de senestet fire kampe er det blevet til for spilleren, der kan begå sig på de fleste af de offensive pladser. Og Marcondes var søndag matchvinder, da FC Nordsjælland vandt med 1-0 over mestrene FC Midtjylland.

Marcondes fortæller, at det har været vigtigt med  tålmodighed.

- Skiftet fra ungdomsfodbold til seniorfodbold er svært, og mange unge har ikke tålmodigheden. Det har jeg heldigvis haft. Der har været et par skader, og jeg er startet inde og også fået scoret. Det giver selvfølgelig tro og selvtillid, siger Emiliano Marcondes til Ekstra Bladet.

20-årige Marcondes har scoret fem gange i dette forår, og han har altså fået sit store gennembrud på FC Nordsjælland-holdet. Marcondes har spillet på stort set samtlige ungdomslandshold i DBU-regi.