Fulham vil have Kacaniklic tilbage
Illustration
Superliga

Fulham vil have Kacaniklic tilbage

Fulham overvejer at hente Alexander Kacaniklic tilbage i januar, men spilleren vil gerne blive i FCK sæsonen ud.

I FC København kunne man i sommer præsentere en spændende tilgang. Alexander Kacaniklic kom til Superligaen med stor erfaring fra blandt andet Premier League, men blev udlejet efter klubbens nedrykning. 

Fulham-manager Kit Symons arbejder dog med muligheden for at hente den svenske profil tilbage allerede i januar: 

- Det er en mulighed at hente ham tilbage i januar. Det er en spiller med meget erfaring, og jeg er 100 procent sikker på hans karakter. Jeg ved præcis, hvad holdet har brug for, og jeg kender ham meget godt, siger Kit Symons til fotbollskanalen.se. 

Kacaniklic´ agent Miro Jaganjac understreger dog, at hans klient gerne vil fortsætte i Danmark:

- Situationen er den, at Alex trives rigtig godt i FCK. Manageren Ståle Solbakken har vist ham rigtig stor tillid. Der er selvfølgelig muligheder for, at noget kan ske i januar. Alexander kender Fulham-manageren meget godt, men han er indstillet på at spille sæsonen ud i FCK, siger Miro Jaganjac. 

Alexander Kacaniklic har foruden FC København været på lån i Watford og Burnley.