Kæk Brøndby-køb: Sender FCK'eren ud efter pølser
Foto: Brøndby IF
Superliga

Kæk Brøndby-køb: Sender FCK'eren ud efter pølser

Christian "Greko" Jakobsen arbejder på at få gjort sin krop Superliga-klar. Han håber på Brøndby-debut i efteråret.

Christian ”Greko” Jakobsen kom i rampelyset, da han blev præsenteret som Brøndbys første nyindkøb denne sommer, men siden er det ikke meget, man har hørt til den tidligere Hvidovre- og FC Roskilde-spiller.

Mandag kom han dog en smule i fokus, da han scorede det ene mål for Brøndbys reserver i derbysejren på 2-0 over FC København. Et dejligt mål at score, fastslår "Greko".

- (Christian) Nørgaard stikker en kongebold dybt, som jeg tager ned med brystet. Jeg fornemmer, at deres forsvarsspiller kommer susende, og sender ham ud efter pølser med en sparkefinte, og så er jeg alene med keeperen. Derfra er det så bare at putte den i kassen, siger Christian "Greko" Jakobsen til 3point.dk.

Den 22-årige offensivspiller har endnu til gode at være med i kamptruppen for første gang i Brøndby, men han klør på og tror, at han kan få debut, inden efteråret er omme.

- Jeg tror helt klart på, at jeg får debut allerede i efteråret, men jeg er samtidig tålmodig, så hvis det ikke sker, så kan I glæde jer til foråret, siger han.

Chrisitan Nørgaard kom også på tavlen i Brøndbys reservesejr over FCK.