Superliga

Kan Auri redde Brøndby?

Auri Skarbalius afløser Henrik Jensen som Brøndbys cheftræner. Tipsbladet tog i august temperaturen på Skarbalius' trænerevner.

Auris aura
Auri Skarbalius' fodboldfilosofi har klar hovedvægt på at spille offensivt, når ellers evnerne tillader det overfor modstanderen, så på den måde vil han passe godt ind i Brøndby, der traditionelt har samme filosofi, men den 38-årige træner indeholder mere end det rent fodboldfaglige.

»Jeg husker Auri som en gennemsympatisk fyr, der altid gav sig 100 procent. Han var en god fyr og holdkammerat, som troede på kollektivet. Han har hjertet med i det, han gør, og det er væsentlig for ham, når han kommer til Brøndby, i den situation, de står i. Det kræver hårdt arbejde af alle,« siger Mogens Krogh.

»Han er vellidt af alle i Brøndby, og det er godt set af Ole Bjur at hente ham tilbage. Som spiller var han meget med inde omkring det sociale i truppen. Han var en af kulturbærerne, og alle havde det godt med ham. Alle spillerne kunne lide ham. Han var med til at sidde og få en øl eller en vodka en gang imellem. Det betyder meget, at han kender Brøndby. Det er hans klub i Danmark, og de kender ham på Faxe-tribunen,« siger Per Nielsen også.

Ikke kun for Brøndby-folket står der en speciel aura omkring Auri Skarbalius. Han har sin egen aura, hvilket også er med til gøre ham til en stærk leder, siger hans nuværende sportschef Per Rud.

»Auri er en meget stærk personlighed med en fantastisk aura og karisma. Han er meget fagligt dygtig. Han er anderledes end andre trænere, fordi han er nysgerrig og elsker at drøfte tingene. Han er åben for andre impulser. Der bliver lyttet til alle, der har et input. Det kan jeg godt lide. Det er ikke bare sort og hvidt. Samtidig er han en stærk leder, som i sidste ende selv træffer beslutningerne, men han har ikke behov for at demonstrere sin magt. Har har det, jeg ville kalde for  X-faktor,« siger Per Rud, som har set sin træner føre HB Køge til to oprykninger til Superligaen på et meget begrænset budget.

I Superligaen har Auri Skarbalius oftest måtte stå og forklare et nederlag til medierne efter en kamp, men han har aldrig forsøgt at pakke tingene ind.

Læs også: Auri kan blive cheftræner i Brøndby

»Andre trænere har altid en eller anden forklaring på, hvorfor ting gik galt, men Auri tager sig tid til at analysere og har både statistik og viden, han kan hive frem, hvis han for eksempel skal forklare et nederlag. Omvendt kan man også godt vinde en kamp uden at være tilfreds, hvis masterplanen ikke var i orden. Arbejdet forud for kampen er vigtig. Spillerne skal være bevidste om, hvad der foregår. Mange ville beskylde spillerne for ikke at høre efter, hvis ting fejler, men ikke Auri. Hvis de ikke udfører opgaven godt nok, er det lige så meget fordi, at han selv har fejlet med at forberede dem inden,« siger Per Rud og giver Auri Skarbalius sin fulde anbefaling med.

»Han kom til os og var fuldstændig uprøvet som træner, men i dag kan han hive det optimale ud af alle i en organisation. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er gået galt i Brøndby, men jeg kan ikke se en klub, som ikke ville have gavn af ham som træner, eller på en anden post. Han gør et kæmpe stort stykke seriøst arbejde, der kan bruges alle steder i en organisation.«