Midtbanekrigeren "AC" med både fight og finesse

Bragt i Tipsbladet 31. oktober
FC Nordsjællands Anders Christiansen har fået et ry som en temperamentsfuld spiller, der ofte går til den med fast plads i midten af de hårde tacklinger, men det synes han ikke er specielt retfærdigt. For han elsker det smukke spil, og han nyder den centrale rolle, han nu har fået på midtbanen med stort ansvar for at sætte spillet og mærke kampen. Godt nok er han ikke længere en fast del af alt det sjove helt fremme, men han passer til den dybere placering, som Thomas Frank allerede havde nævnt for mange år siden.

Da FC Nordsjælland mandag aften tabte den anden hjemmekamp i træk, denne gang med 1-0 til AaB, skete det uden den lille midtbanefighter Anders Christiansen. Han var nemlig ude med karantæne, hvilket næppe kan overraske, for i folkets fodboldvid er manden, der bare bliver kaldt AC, en temperamentsfuld, aggressiv, intens og højlydt spiller, der derfor naturligt nok også løber ind i en del advarsler – for eksempel tre af slagsen på 10 kampe i denne sæson. Men det er ikke altid, at klicheen holder. Nok går den 24-årige AC ikke af vejen for en tackling eller en nærkamp, men det er ikke sådan, han hovedsageligt ser sig selv.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne vil fremstå som en spiller, der først og fremmest elsker at spille fodbold og har spilleglæden. Det er det, jeg oprigtigt føler, at jeg har. Og jeg elsker at se spillere som Ronaldinho, Messi, Cristiano, Neymar, når de laver lækkerier. Jeg elsker selv at lave tunneller og lykkes med en dribling, køre et godt bandespil, få flow i spillet. Det er det, som jeg helt klart sætter pris på.”

”Derfor er det også irriterende, at der er kommet en eller anden diskussion om, at jeg går til den, men man kan sige, at det jo desværre også er en del af spillet. Jeg har et vinderinstinkt, og jeg hader at tabe, uanset om det er i kamp, til træning eller i et spil Mario Kart med kæresten derhjemme. Jeg gider sgu ikke tabe.”

”Så på fodboldbanen må man arbejde for det, og qua min størrelse kan det måske nogle gange se voldsommere ud, end det er, i forhold til hvis det er en større spiller. Men jeg vil da helt klart helst fremstå som en spiller med god teknik og overblik frem for på den anden måde,” siger Anders Christiansen og fortsætter med at uddybe et emne, der tydeligvis ligger ham på sinde og for et par år siden endte med et større Twitter-skænderi med den gamle Lyngby-kammerat Morten Bertolt, der i forbindelse med en rundringning kårede AC til Superligaens største bisse.

”Det forstod jeg ikke rigtigt, for Bertolt og jeg er jo fine venner. Vi boede på samme gade i Lyngby, og i starten af min karriere sparrede jeg meget med ham. Vi snakker også stadig sammen, og der er intet ondt mellem os overhovedet, så det var lidt overraskende, at det blev kørt sådan op. Det var bare dumt at tage den diskussion offentligt, men der var intet ondsindet i det fra min side, og jeg går heller ikke ud fra, at der var noget i det fra ham.”

”Men jeg blev lidt irriteret over, at han skrev, at jeg var det største svin, for det kunne jeg ikke nikke genkendende til, heller ikke når vi har trænet så meget sammen, som vi har. Det var det, jeg blev lidt skuffet over, at han sagde offentligt. Men vi er på ingen måde uvenner, og hvis jeg har brug for at høre et eller andet, som jeg ved, han kan hjælpe mig med, så ringer jeg til ham,” siger FCN-manden om en nu slettet Twitter-diskussion, der var med til at sætte prædikatet som en fysisk og temperamentsfuld spiller på ham.

Kigger man på de godt fire sæsoner, AC har spillet i Superligaen med Lyngby og FC Nordsjælland, er det da heller ikke blevet til mere end fem-seks advarsler pr. sæson og én karantænedag - eller to i sidste sæson. Men i år ramte den tidligt, hvilket også skyldes den nye og dybere position på midtbanen.

”Risikoen for at få et gult kort er jo større for midtbanespillere og forsvarere i forhold til kanter og angribere. Sådan er det. Nogle gange må man tage et kort på holdets vegne i forhold til omstillinger, når man laver en bremse, et professionelt frispark.”

”Nu skal jeg selvfølgelig passe på, hvad jeg siger, men det virker også som om, at dommerne synes, jeg nogen gange er lidt overgearet. Senest ovre i Randers, hvor der var fløjtet, men der så var en, der sparkede igennem alligevel, og jeg spurgte, hvad han havde gang i. Så tog dommeren fat i mig, fordi han syntes, jeg var overtændt. Det forstod jeg ikke, og senere fandt jeg også ud af, at jeg havde brækket lilletåen på det spark, så der var noget om det.”

”Dermed ikke sagt, at jeg ikke har fortjent nogle af de gule kort, som jeg får. Jeg kan huske de tre, jeg har fået i denne sæson. I Silkeborg var det en nødbremse, som jeg blev nødt til at tage, det var fint, det samme i Randers, og sidst mod SønderjyskE fik jeg det for at spørge dommeren, hvad han dømte for. Vi havde snakket lidt inden, så den kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg skulle have. Det er nok bare noget, man må tage med.”

”Men det er et fokuspunkt, jeg har haft. Der er ingen grund til at få unødvendige gule kort, og der er ingen grund til at give dommeren muligheden for at give mig dem. Hvis man prøver at gå ind i duellerne stående frem for liggende, så kan man tit og ofte også trække den lidt længere. Hvis man laver tre glidende tacklinger, kan man hurtigere få gult, end hvis man laver tre stående. Det tænkte jeg allerede på i Lyngby og snakkede med trænere om det, og det er jeg fortsat med her.”

”Det kan godt være, at jeg har temperament, men jeg ved også, hvor grænsen går, og det kan man jo se. Jeg har aldrig fået direkte rødt, jeg har aldrig fået to gule, så jeg føler godt, at jeg kan styre det selv, så det ikke kammer over. Men temperamentet kan man jo ikke vælge til eller fra. Det er en del af den, man er. Det gælder bare om at styre det,” siger midtbanemanden om kunsten at finde den rette balance i den nødvendige tænding og vindervilje.

Den dybe playmaker
Den er altid vigtig, men endnu mere i denne sæson, hvor sidste sæsons rolle som falsk nier under Kasper Hjulmand er byttet ud med t

ten mere styrende rolle længere tilbage på midtbanen, hvor antallet af nærkampe er højere og tit også har større betydning i forhold til konsekvenserne af en tabt bold. Den nye plads har Anders Christiansen det fint med, men den skulle lige vendes et par gange, før han var helt klar på den nye cheftræner Ólafur Kristjánssons tanke.

”Lige i starten skulle jeg acceptere, at jeg var røget det længere tilbage på banen, for jeg kan jo godt lide at være med oppe omkring målet og været med til at skabe chancer, være med oppe på den sidste tredjedel hvor man kan lave nogle af de ”sjove ting.” Men nu er jeg faktisk blevet ret glad for det.”

”Jeg er først og fremmest glad for, at min træner nu har sagt til mig, at det er den her position, jeg spiller, så jeg ikke spiller en periode som angriber, en periode som venstrekant, en periode som defensiv midtbane og en periode som offensiv midtbane, men at jeg træner på en position i en længere periode.”

”Og så kan jeg godt lide at have bolden. Det er jo det sjoveste at have så mange boldberøringer som muligt, når man spiller kamp og træner, og antallet af boldberøringer, afleveringer og tiden på bolden er langt større, når man spiller lidt længere tilbage på banen, end den er som 10’er, hvor man er lidt mere afhængig af at blive sat op, og at spillet fungerer. Nu skal jeg sætte de andre i scene, så jeg har selv flere boldberøringer, og det nyder jeg, må jeg sige.”

”Nu har jeg fået chancen i to år på den offensive midtbane, og der er det jo meget sort/hvidt i forhold til, om man scorer. Det er ligesom en angriber, de kan spille nok så dårligt, men hvis de scorer, så har de spillet en god kamp. Det er ikke helt sådan som 10’er, men når jeg kun scorede tre mål på en sæson, er det ikke nok, heller ikke i forhold til hvis jeg gerne vil videre. Mål giver bare opmærksomhed.”

”Hvis man kigger mere generelt på, hvor fodbolden bevæger sig hen, så er de forreste også spillere med en masse power, spillere der løber en masse sprinter. Imens er den gamle 10’er måske blevet rykket lidt længere tilbage på banen og sætter spillet lidt tidligere i opspillet end før. Som spiltype er jeg nok også mere den, der skal sætte tempoet med bolden end at sætte den uden i form af en masse sprint og dynamik i mit løb. Så på det punkt har jeg også været glad for det,” siger AC, der ellers er blevet opdraget som offensiv 10’er i ungdommen og den tidlige seniortid i Lyngby.

”Jeg kan huske en kamp som ynglinge, hvor vi havde en karantæne, og jeg så skulle rykkes længere tilbage på midtbanen. Det fik jeg en snak med Thomas Frank om inden kampen, for han var A+ træner i Lyngby på det tidspunkt, og han sagde, at han mente, at jeg kunne gøre det rigtig godt lidt dybere, også i forhold til mine fremtidsperspektiver fordi der var færre og færre hold, der spillede med en ren 10’er. Men dengang hørte jeg ikke så meget efter, for jeg ville bare gerne ligge oppe foran og lave lækkerierne og få andre til at arbejde lidt hårdere for en,” siger Anders Christiansen med et grin.

Men da han rykkede op som seniorspiller i den næstbedste række kneb det med at finde sig til rette blandt de forreste.

”Jeg faldt alt for meget ud af kampene. Jeg spillede ikke specielt godt. Selvfølgelig var der tilvænning i forhold til at være seniorspiller, jeg havde også min skole ved siden af, gymnasiet på tredje år, og jeg følte mig ikke klar til Superligaen, da vi rykkede op. Jeg følte ikke, at jeg havde brændt igennem i 1. division, og så skulle man lige pludselig ud på de store stadions sammen med de store drenge i Danmark.”

 ”Men den sommer vi rykkede op, blev jeg også student, og efter at være startet ude i vores første kamp hjemme mod AaB, som vi desværre tabte 4-2, men hvor jeg lavede et godt indhop i den sidste halve time som dyb midtbane, fandt jeg min plads ved siden af Morten Bertolt på den centrale midtbane. Det blev en god sæson, og heldigvis spillede vi skidegodt i det første halve år med folk som Lasse Riise, Kim Aabech, Emil Larsen og Patrick Mortensen i topform.”

”Foråret gik så ikke så godt for holdet, men jeg holdt stadig niveau og blev kåret til Årets Spiller i klubben og Årets Spiller af fansene, så der slog jeg for alvor mit navn fast ude i Lyngby,” siger AC om sin første sæson, mens det året efter endte med både en nedrykning og et skifte til FC Nordsjælland, mens han igen blev rykket frem på den offensive midtbane på U/21-landsholdet. Og det fortsatte i Farum.

”Jeg kunne godt lide den måde, vi spillede på heroppe, for vi havde bolden så meget og stod oftest så højt på modstanderens banehalvdel, så jeg spillede længere fremme og var egentlig godt tilfreds med min første sæson, men sidste sæson var der for mange svipsere. Det var bare ikke godt nok, og så sætter det jo tankerne i gang, også i forhold til at jeg ikke scorede nok mål, når jeg nu lå så langt fremme. Så jeg blev altså rykket lidt tilbage her i sommer,” fortæller sekseren med nummer fem på ryggen.

Usikkerhed og hårdt arbejde
Den nye position var et usikkerhedspunkt før den nye sæson, men det var ikke det eneste, for efter mesterskab i 2012 og andenplads i 2013 endte sidste sæson med en knap så meriterende sjetteplads, hvorefter sommeren bød på store omvæltninger, så det kunne godt ligne et dybere dyk, før sæsonen gik i gang.

”Ja, en stor del af DNA’et i klubben blev jo fjernet med Hjulmand, Flemming [assistent Pedersen}, Stokholm, mens Jens Stryger også havde kørt fint på backen. Så der var mange ting, der lige pludselig blev ændret, så man stod lidt på bar bund og tænkte: Hvad kommer der til at ske? Også fordi vi havde fået en ny træner, som jeg aldrig havde hørt om.”

”Så man vidste ikke rigtig, hvordan tingene ville forløbe, hvordan ville vi passe sammen, hvordan ville vi spille sammen. Og når man så taber 3-0 i en træningskamp ovre i Elfsborg, et hold som man altid har slået og spillet lige op med i træningskampe, så begynder det jo at sætte nogle spørgsmålstegn ved truppen.”

”Så det var perfekt, at vi åbnede med en sejr over Vestsjælland, og specielt den måde vi fik den på. At det var en arbejdssejr, og folk ligesom fik øjnene op for at sige, at ”okay, det kan godt være, at spillet ikke altid fungerer, men vi kan sgu arbejde os ind i tingene.” Det synes jeg havde manglet lidt tidligere. Hvis vores spil ikke fungerede, så fungerede det bare ikke. Der var ingen alternativer. Vi kunne ikke arbejde os ind i kampene, og hvis der kom lidt modgang, slog man måske lidt hurtigere op i banen. Derfor var det en forløsning, at vi kunne gøre det på den anden måde. Og det er også en del af det, der nu er blevet indført. At gå til den, ikke slå op i banen hvis det ikke lykkes. Så må man sgu tage skeen i den anden hånd og arbejde sig ind i de kampe. Det er jo en del af spillet. Man kan selvsagt ikke spille skidegodt i 90 minutter i 33 kampe. Der er også andre måder, man kan hive sine point hjem på, så det har været positivt, at vi nu kan det,” siger Anders Christiansen oven på en sæsonstart, der gik over al forventning med en andenplads efter sejren over OB i Troels Bechs sidste kamp som cheftræner for fynboerne for en måned siden.

De næste tre kampe har dog kun givet ét point, så efter masser af optimisme er man nu midt i en skæbnetid i Farum, for de kommende modstandere er topholdene FC Midtjylland i Herning på fredag og FC København hjemme næste weekend.

”Ja, tingene går jo op og ned, om man spiller fodbold, er i erhvervslivet eller er derhjemme. Så det handler om at skrabe så meget sammen som muligt i de gode perioder og minimere de dårlige perioder. Det kan være i én kamp eller over et par kampe i en sæson. Så nu gælder det selvfølgelig om at få et par point i land, det er jo det, vi kæmper for.”

”I Randers spillede vi ikke en særlig god kamp med bolden, men vi var gode uden. Vi var disciplinerede, der blev arbejdet for tingene, og vi fik et point med hjem. Det var det, vi kunne få, så det var jo positivt. I de sidste to her har vi spillet til mere, men har lavet nogle dumme fejl, man ikke skal lave, hvis man vil vinde kampe. Dels når vi ikke havde bolden, og dels ved at vi ikke fik scoret på de chancer og muligheder, som vi havde.”

”Det er uacceptabelt, for man skal jo have nogle point, og specielt på hjemmebane. Men hvis man kigger lidt dybere i kampene, så er det jo ikke, fordi vi har spillet dårligere, end vi gjorde i starten. Tværtimod har vi måske spillet lidt bedre, men vi har ikke været lige så kyniske, som vi var i starten, så...,” siger Anders Christiansen og lader fortsættelsen stå åben.

Trods den seneste nedtur har FC Nordsjælland dog opfyldt cheftræner Kristjánssons målsætning med 10 point pr. seks kampe, hvilket er en måde at se på sæsonen, der fungerer fint for AC.

”Så længe vi opfylder det, kommer det også til at passe på den lange bane. Så jeg kigger ikke ret meget på tabellen, det bliver man bare forvirret af. Fem-seks kampe ad gangen kan man forholde sig til, og så er det også lidt nemmere at komme videre fra et nederlag, for der er stadig en målsætning, man kan nå. Men rækken er så småt ved at knække, og det begynder at blive lidt alvorligt i forhold til, hvad man vil her i sæsonen. Men det er jo også det, der er spændende og sjovt i forhold til at teste sig af. Det er kun en fed udfordring,” siger midtbanemanden om en svær afslutning på efteråret, der udover FCM og FCK også tæller OB ude, Brøndby hjemme og Esbjerg ude. Men først gælder det altså de to tophold.

”Jeg glæder mig til alle kampe, men det er altid sjovt at spille ovre i Midtjylland, de har som regel godt styr på faciliteterne derovre med stadion og det hele. Og FCK er en fed kamp herhjemme, fordi der kommer så mange tilskuere, og der har altid været smæk på,” lyder det fra AC uden bekymring for en mulig udsigt til fem kampe i streg uden sejr før landskampspausen.

”Det er der selvfølgelig en risiko for. Det er jo ikke lige umiddelbart to kampe, som man kalkulerer med tre point i, men vi har gjort det før, og selvfølgelig tror vi på tingene. Der er en risiko, ja, men det skal man ikke kigge på, man skal hellere kigge på mulighederne,” siger midtbanemanden, der udover holdets også har egne muligheder at overveje.

Det næste skridt
Tipsbladet.dk skrev for nylig, at hollandske Heerenveen havde budt på ham i sommerpausen, og stadig følger ham med interesse, så hvordan ser han selv på den fremtid, der rent kontraktmæssigt er bundet til FC Nordsjælland til sommeren 2016? Her gælder det jo også om at finde en balance mellem udfordringer og det faktum, at han får masser af den spilletid, som han sætter så højt, i Farum på et spændende hold, hvor han indtager en nøglerolle.

”Uanset hvordan man vender og drejer det, så går man til træning for at vise, at man er den bedste, så det ender ud i, at man spiller i weekenden. Og når man så spiller i weekenden, skal man igen vise, at man er berettiget til at spille. Det er det, der er det sjoveste, og det er det, man træner for. Nu sad jeg ude i går, og det er ikke sjovt at sidde og se på holdkammeraterne. Man træner til selv at spille. Så jeg vil ikke bare af sted for enhver pris, skrive fire år og så sidde et-to-tre år på bænken og vende hjem igen.”

”Det ville selvfølgelig være superfedt at teste sig selv af på et andet niveau og i en anden liga, få nogle andre sanseoplevelser i forhold til at komme på nye stadions og blive skærpet på den måde også. Men det handler mere om at finde den rigtige klub end den rigtige liga, en klub som passer til én. Ligesom da jeg gik fra Lyngby her til Farum.”

”Der passede jeg til klubben i forhold til spillestil og ambitioner, og det er også det, jeg godt kunne tænke mig i forhold til det næste niveau. At finde en klub hvor man matcher hinanden, så man ikke bare ryger til en liga, fordi den har et godt rygte, mens klubben måske spiller en helt anden form for fodbold end den, der passer til mig,” siger Anders Christiansen, der dog ikke har udlandet stående øverst i hovedet, når han vågner, og når han går i seng.

”Det, jeg kan gøre, er at præstere så godt som muligt på banen og vise mig frem der. Det, der sker udenfor banen, er ikke noget, jeg har indflydelse på i første omgang. Det er klubben og mine agenter, der skal finde klubben og den rigtige timing. De gør arbejdet udenfor, og så gør jeg det, som jeg selv kan,” siger AC uden at kommentere nærmere på Heerenveen-snakken.

Men han kender selvfølgelig folk i udlandet og snakker også om det liv, de lever derude.

”Det er nu ikke noget, der sker på daglig basis, men jeg kender for eksempel Andreas Bjelland, og ham snakkede jeg med, da han var hjemme i sommer. Udover at vi har spillet sammen i Lyngby, så har vi også fælles venner, så nogle gange støder vi ind i hinanden til en snak. Så jeg snakker lidt med folk, der har været eller er i udlandet og hører dem lidt om, hvad det kræver og ikke kræver.”

”For mig gælder det om at tage et skridt ad gangen. Vi havde for eksempel mange, der forlod Lyngby, men jeg ville gerne etablere mig først, for hvis jeg ikke kunne det, ville det blive rigtig svært næste gang, så jeg spillede 85 kampe på førsteholdet og fik en masse anerkendelse fra klubben og tilhængerne, så jeg følte mig klar til næste skridt.”

”På det tidspunkt var det bedste skridt for mig i min udvikling et skridt op til FCN. Der var Champions League, vi blev toer i Superligaen, og jeg spillede en masse kampe på et hold, der var lidt mere dominerende i kampene, end hvad vi havde været i Lyngby. Det var også et helt andet træningsmiljø.”

”Sådan skal det næste skridt også være. Det skal være et skridt op, uden at det bliver for stort eller for lille. Det er det, jeg skal være god til at finde ud af sammen med mine agenter, så man ikke tager 10 skridt op lige pludselig og springer en masse led over. Så tror jeg også på, at det kommer til at stemme overens med, at man kan få et længere forløb i udlandet, hvis man er god nok,” lyder det velvovervejet fra den anden side af bordet.

Men det er fremtidssnak. Nutiden handler om tvekampene mod FC Midtjylland og FC København, hvor Anders Christiansen selvfølgelig nok skal gå det til den, som der kræves, og give sit yderste for at skaffe gode resultater, men han ser det ikke som en krig, der skal vindes, selv om det måske er den måde, som folk flest opfatter ham på.

”Fodbold har altid været en leg for mig. Jeg elsker for eksempel altid at komme ud og træne, ja der var en periode i Lyngby, hvor det ikke gik så godt, og jeg næsten hellere ville træne end spille kamp. Da jeg var ung, var man jo lidt nervøs, for der var mange fans, man spillede om at blive oppe, der var mange penge på spil, og man blev vurderet i medierne. Det skulle jeg lige vænne mig til rent mentalt, men det er jeg kommet over for lang tid siden, så når jeg løber på banen, glæder jeg mig først og fremmest til at spille fodbold, og så glæder jeg mig til at komme ud og vise, hvad jeg står for. Og så handler det jo også altid om at vinde,” siger midtbanemanden fra FC Nordsjælland.