Zorniger om udsolgt pokalfinale: Det overrasker mig ikke
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Zorniger om udsolgt pokalfinale: Det overrasker mig ikke

Både de neutrale tribuneafsnit og dem forbeholdt Brøndby IF's fans er udsolgt til pokalfinalen i næste uge. Det siger noget om hypen omkring klubben i øjeblikket, men Alexander Zorniger er ikke tilfreds, før lige så mange butikker sælger Brøndby-gear som FCK-gear.

Det tog lige omkring 26 timer at sælge mere end 20.000 billetter til Brøndby IF's tribuneafsnit i pokalfinalen. Og det tog end ikke en halv time at sælge de neutrale billeter, der blev sat til salg her til formiddag.

Noget tyder på, at der er en hel del Brøndby-fans, der higer efter at se deres hold vinde et trofæ igen, i så fald det første i ti år, og billetsalget er ifølge cheftræner Alexander Zorniger ganske naturligt.

- Det er jeg ikke overrasket over. Der er en hype om holdet og om klubben lige nu. Mange, jeg møder, uanset om det er på en tankstation eller i byen eller hos bageren, siger til mig, at det er godt at have Brøndby tilbage, hvor klubben hører til, siger han til tipsbladet.dk.

Hvis alt fortsætter, som det er forløbet i denne sæson, kan Brøndby fejre to titler, når sæsonen er slut. Men selv om Zornigers mandskab aktuelt er Danmarks bedste klubhold, sidder FC København stadig på tronen, hvad angår økonomi og infrastruktur.

Men Zorniger helmer ikke, før Brøndby også er øverst på de punkter.

- Fansene skal nyde, hvad der sker lige nu. Vi ved udmærket, hvad vi skal arbejde på, små detaljer, udvikle klubben, infrastrukturen. FCK er stadig langt foran på det økonomiske plan. Der er stadig flere butikker i byen, der sælger FCK-ting end Brøndby-ting, hvilket jeg er pissed over. Jeg bliver ved med at sige det, indtil det er bragt i orden, smågriner han.

Du må være stolt over at kunne stå nede ved bageren klokken 7, og der så kommer et par fans hen og roser jer?

- Selvfølgelig. Det er meget bedre, end hvis de havde straffet mig for, hvad jeg gjorde med deres elskede klub. Ingen tvivl. Alle nyder det. Selv om det betyder mere arbejde for den kommercielle afdeling, så er det nøjagtig, hvad vi vil have. Det er vigtigt, at vi ikke begår fejl nu, hvor vi har succes. Det er så nemt at læne sig tilbage og sige: "Alt går rette vej." Klubben er på vej i den rigtige retning, men vi skal stadig forbedre ting, siger Alexander Zorniger.

Inden pokalfinalen om en uge møder Brøndby netop FC København i sæsonens femte derby på søndag. Det er med kickoff klokken 16.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.