Video : Tipsbladet
Superliga

Ankersen giver Solbakken ret: Jeg har haft et rigtig godt år indtil videre

FC Københavns Peter Ankersen kan godt gå med til Ståle Solbakkens vurdering om, at han er Danmarks bedste højre back.

Ståle Solbakken er ikke i tvivl.

Peter Ankersen er den bedste højre back, som er i besiddelse af et dansk pas.

Efter en svag 2017/18-sæson har FC København-spilleren taget revanche i denne sæson, hvor han dog ikke er løbet med overskrifterne på et stærkt spillende hold, hvor Viktor Fischer og Dame N’Doye i stedet har taget en stor del af opmærksomheden.

Ståle Solbakken er nu også gået så langt som til at kalde Peter Ankersen for Danmarks bedste højre back, og det er forsvarsspilleren enig med sin træner i.

- Det kan jeg godt være enig med ham i. Jeg synes, jeg har haft et rigtig godt år indtil videre. Men jeg er ikke personen, der skal stå og vurdere, om jeg er den bedste eller ej, fortæller Peter Ankersen til B.T.

På det seneste er Peter Ankersen ikke blevet udtaget til det danske landshold, og han har heller ikke sat næsen op efter at blive udtaget til de kommende kampe mod Irland og Østrig i næste måned.