Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Brøndby er færdige med at handle

Brøndby IF kommer ikke til at hente nye spillere denne mandag, skriver BT.

Michael Tørnes, Tobias Børkeeiet, Sigurd Rosted, Johan Larsson og Samuel Mraz er kommet til Brøndby IF denne sommer, og flere håndtryk kommer fodbolddirektør Carsten V. Jensen ikke til at uddele i dette transfervindue, skriver BT.

Ifølge avisens oplysninger arbejder Brøndby IF ikke på at hente nye spillere, inden transferdeadline ved midnat, og dermed kan der skydes en hvid pil efter Saba Lobjanidze, Emmanuel Sabbi og øvrige, der har været sat i forbindelse med Brøndby i løbet af sommeren.

Det betyder dog ikke, at Carsten V. Jensen har forladt sit kontor på Brøndby Stadion. Der er stadig arbejde at gøre i forhold til at afskibe spillere.

Ifølge et hollandsk medie kan Besar Halimi være på vej til Fortuna Sittard, og han ligner en færdig mand i Brøndby IF, der også arbejder på at finde nye klubber til Jens Martin Gammelby og Ante Erceg.

Ifølge BT er det ikke sandsynligt, at Kamil Wilczek forlader Brøndby denne mandag.