Superliga

Brøndby tæt på ny sportsdirektør

En ny sportsdirektør i Brøndby er lige på trapperne. Det afslører næstformanden for Brøndbys bestyrelse, Benny Winther.

Mandag kunne Brøndby præsentere en ny direktør, og indenfor de næste par uger kan en ny sportsdirektør også være på plads. Næstformanden i Brøndbys bestyrelse fortæller, at der bliver arbejdet på at få en sportsdirektør ansat inden nytår.

- Jeg vil håbe, at det bliver i år, siger Benny Winther ifølge Ritzau.

Planen var egentlig at præsentere Brøndbys nye sportsdirektør og klubbens nye direktør, Jan Lockhart, på samme tid. Men da TV2 Sport i går bragte nyheden om Lockharts ansættelse, valgte klubben at forcere præsentationen af direktøren.

- Vi har haft en forhåbning om, at vi kunne offentliggøre begge dele på én gang, siger Benny Winther.

Selv om Brøndby er inde i sidste fase af eftersøgningen efter en ny sportsdirektør, betyder det dog ikke, at Jan Lockhart ingen indflydelse har på valget af ham, hævder Benny Winther. Lockhart kan også få noget at skulle have sagt.

- Hvis han vil have det, ja. Han er blevet orienteret om, hvad der er foregået indtil nu i hvert fald, siger Winther.

Brøndby har ikke haft en sportsdirektør, siden Anders Bjerregaard trak sig for et år siden.