Riddersholm ærgrer sig over manglende tilgange
Superliga

Riddersholm ærgrer sig over manglende tilgange

AGF-træner Glen Riddersholm havde håbet på, at der på nuværende tidspunkt var blevet hentet flere spillere til klubben.

AGF har taget hul på Superliga-forberedelserne, men det er en noget tynd trup som træner Glen Riddersholm har at arbejde med. Syv spillere har allerede forladt klubben, og der kan være flere på vej. 

Til gengæld har aarhusianerne kun hentet to nye spillere indtil videre: Aleksander Jovanovic i serbiske Radnicki og Kasper Junker i Randers FC. 

Glen Riddersholm indrømmer, at han havde satset på en mere komplet trup på nuværende tidspunkt.

Det er bestemt ikke noget ønskescenarium det her. Det er det ikke for nogen af os. Vi havde jo sat et mål op om, at vi her 20. juni (mandag, red.), når startede op igen, skulle have næsten hele truppen klar, fordi vi jo godt ved, at vi har et efterslæb i forhold til kontinuitet og de ting, vi skal nå inden sæsonstart.

- Det har bare ikke været muligt. De unge spillere, vi har taget ind, gør det virkelig fint, men når vi tilmed også mangler Elmar Bjarnason (til EM med Island, red.) og Daniel A. Pedersen (genoptræning, red.), er vi selvfølgelig ramt, siger Riddersholm til Aarhus Stifstidende.

AGF sparker Superliga-sæsonen i gang den 17. juli mod SønderjyskE.